Selvstændige tanker

Min beslutning om at nu skulle det være – jeg skal være selvstændig, den blev truffet i december 2019, men den har ligget og luret i flere år, ja siden jeg blev færdiguddannet som zoneterapeut i 2015.

Hvorfor det så har taget mig så lang tid at nå hertil? Det skal jeg sige dig! Det har været frygten for at fejle, frygten for at få skudt mine balloner ned, den velkendte jantelov, frygten for at forlade mit gode og velbetalte job, den økonomiske usikkerhed…..for lad os lige slå én ting fast. Man bliver ikke rig på mammon af at vælge en vej som alternativ behandler! Til gengæld bliver man rig på oplevelser og utrolig mange glade mennesker, som man har hjulpet i balance.

Der var også en del af mig, som slet ikke kunne overskue alle de praktiske ting, der følger med ved opstart af egen virksomhed. Det er i egentlig ret underligt, når jeg nu kommer fra en virksomhed med over 600 ansatte, hvor jeg selv var nummer 4 medarbejder og således har været med til at bygge en konsulentvirksomhed op fra bunden.
Det er nu bare noget andet, når man KUN har sig selv at stå til ansvar for…..men lad os så lige slå én ting fast igen: det er fuldstændig fantastisk selv at kunne bestemme og KUN stå til ansvar for en selv (ja ok, måske også lidt til ansvar for min forstående ægtemand).

Hvad har jeg så udrettet af praktiske ting?

Jeg har:
– Fundet mit fremtidige kliniklokale
– Oprettet mit CVR-nummer (wauuuu)
– Oprettet en erhvervskonto
– Fået styr på min SKAT som selvstændig
– Oprettet Myshop (Mobilepay erhverv)
– Oprettet mit bookingsystem
– Fået opdateret min hjemmeside – nu også med blog.

Klienterne indfinder sig stille og roligt, og jeg lærer tålmodighed og har i den forbindelse også udført lidt hjertearbejde på mig selv.

Jeg har kigget lidt indad og fået renset ud i gamle overbevisninger omkring penge og indtjening – valgt at kigge på muligheder og ikke forhindringer.
Jeg har også valgt at smile ad velmenende sætninger fra venner og bekendte så som:
Orv! tænk at du tør/gisp du er modig/kan du virkelig leve af det/kan dine hænder holde til det?
Og så har jeg valgt at tage sætninger som disse ind i mit hjerte: Du er så sej Cristina / det bliver en kæmpe succes for dig / klienter vil strømme til din klinik / fedt Cristina! Med hænder som dine forpligter det at blive fuldtids behandler.

Har det så været den rigtige beslutning for mig at blive selvstændig?
Ja, det har det. Jeg vågner hver dag med forventningsfuld glæde over, hvad der kommer af oplevelser, glæder og mirakler. Sjovt nok, så er det som om at umådelige mængder mirakler, kærlighed og rigdomme nu strømmer mig i møde, nu hvor jeg har valgt at gå ALL IN.

Hvad fremtiden bringer kan ingen vide. NUET er hvad vi har lige her og nu, men én ting er sikkert: jeg kommer IKKE til at sidde som pensionist og sige ”åh, bare jeg nu havde givet det en chance”.

Jeg har lyttet til min sjæl – lytter du til din?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *